Arbejdsgiveres dækning af parkeringsudgifter koster skat

I en artikel i Depechen 2016, nr. 10, redegjorde vi for konsekvenserne ved, at så mange arbejdsgivere angiveligt dækker medarbejdernes parkeringsudgifter (ikke parkeringsbøder) samtidig med, at de udbetaler skattefri kørselsgodtgørelse for turen. Dette er i princippet ikke muligt, da udgifter til parkering er indregnet i kørselsgodtgørelsessatsen.

Dette ser mange arbejdsgivere imidlertid stort på. I de fleste tilfælde på grund af ukendskab til reglerne, men ofte også fordi, at udgifterne til parkering i mange tilfælde er så betydelige, at de ikke med rimelighed kan forventes dækket af medarbejderen selv.

Spørgsmålet er herefter, hvilke skattemæssige konsekvenser dette kan få. Vi anførte herom, at der efter vores opfattelse må være tale om et personalegode, som er omfattet af reglerne om goder, der har sammenhæng med arbejdet, og som derfor kun udløser beskatning, når summen af sådanne goder på årsbasis overstiger et beløb på 5.800 kr.

SKAT (Hovedcentret) har imidlertid nu meddelt os, at de ikke er enige i denne betragtning. I deres svar skriver SKAT blandt andet:

Svaret fra SKAT
”Bagatelgrænsen på 5.800 kr. (2016) finder anvendelse for personalegoder, som arbejdsgiveren i overvejende grad har stillet til rådighed af hensyn til den ansattes arbejde. En arbejdsgivers refusion af en parkeringsudgift, som en ansat afholder i forbindelse med fx et kundebesøg, er ikke et sådan personalegode, men en erhvervsmæssig udgift.

Hvis en arbejdsgiver for en ansats erhvervsmæssige kørsel i egen bil betaler både skattefri befordringsgodtgørelse og refunderer de udgifter, som den ansatte har til parkering i forbindelse med den erhvervsmæssige kørsel, vil refusionen af parkeringsudgifterne være skattepligtig for den ansatte. Udbetalingen fra arbejdsgiveren vil blive betragtet som yderligere løn og dermed A-indkomst.”

At der er tale om A-indkomst betyder, at arbejdsgiveren skal indeholde kildeskat af et beløb svarende til de betalte parkeringsudgifter. Sker dette ikke, risikerer arbejdsgiveren at komme til at hæfte for den ikke indeholdte kildeskat.

Kommentar
Det er Skatterådet, som fastsætter satsen for skattefri kørselsgodtgørelse og som bestemmer, hvad denne skal dække. SKAT kan derfor ikke bebrejdes, at de fastholder, at parkeringsudgifter er medregnet i satserne, når dette fremgår af bekendtgørelsen.

Derimod er der god grund til at klandre SKAT, at de ikke har været i stand til at forklare dette faktum i deres egen juridiske vejledning, men tværtimod har formuleret sig på en sådan måde, at både arbejdsgivere og rådgivere næsten ikke har kunnet undgå at få den modsatte opfattelse.

Ligeledes er der næppe mange, som finder det rosværdigt, at SKAT trods parkeringsudgifternes himmelflugt tilsyneladende ikke har fundet anledning til at indstille til Skatterådet, at reglerne blev ændret, når det nu er relativt åbenlyst, at disse fører til klart urimelige resultater. Som tidligere oplyst arbejder vi for en ændring af reglerne.