Mere end 20.000 iværksætterselskaber mangler stadig at blive omregistreret
Mere end 20.000 iværksætterselskaber mangler stadig at blive omregistreret
Tilbage i foråret 2019 foretog Folketinget en ændring i selskabsloven, der blandt andet betyder, at iværksætterselskabet (IVS) afskaffes. Det er derfor ikke længere muligt at stifte et iværksætterselskab, og alle eksisterende iværksætterselskaber skal enten omregistreres til et anpartsselskab (ApS) eller opløses inden 15. oktober i år.
Alligevel mangler mere end 20.000 iværksætterselskaber at omregistrere sig inden fristen udløber. Det skriver Skattestyrelsen i en pressemeddelelse.
Sådan omregistrerer du dit iværksætterselskab
For at omregistrere dit iværksætterselskab til et anpartsselskab skal selskabskapitalen i selskabet være på mindst 40.000 kr. I de fleste tilfælde skal der derfor foretages en kapitalforhøjelse. Kapitalforhøjelsen skal vedtages inden selve omregistreringen.
Det er selskabets generalforsamling, der skal træffe beslutningen om at omregistrere til ApS. Herefter skal omregistreringen anmeldes på virk, hvor følgende dokumenter skal vedhæftes:
- Generalforsamlingsreferat
- De nye vedtægter
- Dokumentation for evt. indbetalt selskabskapital.
Du kan læse meget mere om praktikken omkring omregistrering af iværksætterselskaber i en artikel fra vores nyhedsbrev Depechen.
Undgå tvangsopløsning
De iværksætterselskaber, som ikke overholder fristen den 15. oktober, vil blive tvangsopløst.
Er din virksomhed en af dem, der stadig mangler at omregistrere sig? Så står vi klar til at hjælpe dig igennem hele processen, så du ikke ender med at stå midt i en tvangsopløsning.