BDO overtager EY’s grønlandske kontor
BDO overtager EY’s grønlandske kontor
BDO vil i fremtiden servicere EY’s kunder i Grønland. Overtagelsen betyder, at BDO vil udbygge sin position som den største rådgivnings- og revisionsvirksomhed i det grønlandske marked.
BDO har i forvejen stort kendskab til Grønland. Virksomhedens erfaring som revisor og rådgiver i Grønland rækker mange årtier tilbage, og den nuværende position er resultatet af en mangeårig aktiv strategi om fysisk tilstedeværelse i Grønland. Fra kontoret i Nuuk yder BDO’s medarbejdere specialiseret revision og rådgivning til det grønlandske erhvervsliv og en række offentlige institutioner. Med overtagelsen af EY’s kontor styrker BDO sin tilstedeværelse i Grønland.
Claus Bonde Hansen, Senior Partner og Head of Audit & Assurance i BDO, ser frem til, at det lokale rådgivnings- og revisionsteam i Nuuk får tilslutning af seks nye, dygtige kolleger:
”BDO har i mange år investeret i en stærk tilstedeværelse i Grønland. Det gør vi, fordi vi ønsker at være tæt på vores kunder, og fordi vi i alle sammenhænge stiler efter at have de bedste vilkår for at udvikle vores kunders forretning. Når vi overtager EY’s kontor i Grønland, bliver vi kun en endnu mere integreret del af det lokale samfunds- og erhvervsliv. Vi bliver dermed en stærk samarbejdspartner, som kan tilbyde både de lokale erhvervsdrivende og de offentlige institutioner højt specialiseret ekspertise og faglighed sammen med en solid indsigt i grønlandske forhold.”
Jan C Olsen, CEO og Partner i EY Danmark tilføjer:
”Med salget af de nævnte aktiviteter i Grønland til BDO sikrer vi, at den fortsatte virksomhed kan tiltrække og fastholde de bedste medarbejdere samt yde revision og rådgivning af høj kvalitet. Det glæder os, at vi sammen med BDO har fundet en løsning, som er til glæde for både vores dygtige, lokale medarbejdere og erhvervslivet i Grønland. EY vil fortsat yde revision og rådgivning til større lokale og internationale virksomheder fra de danske kontorer.”
Når overtagelsen træder i kraft, vil der være +15 medarbejdere tilknyttet BDO’s kontor i Nuuk, heraf 3 statsautoriserede revisorer. Kontoret i Grønland er en del af den landsdækkende BDO-organisation, som tæller mere end 1.400 medarbejdere på landsplan og 32 lokale kontorer i Danmark.