Fra butikschef til bestyrelsesmedlem: Iben Larsen vil udfordre branchens normer

I september trådte Iben Larsen ind i bestyrelsen hos brancheorganisationen FSR – danske revisorer. Hvad betyder det for hende, og hvilket præg ønsker hun at sætte på den danske revisionsbranche?  
Selvstændig, møbelsælger, erhvervskonsulent, butikschef og kundechef. Det er blot nogle af titlerne på Iben Larsens CV. I dag står der Partner, statsautoriseret revisor, aktionær – og senest – bestyrelsesmedlem i FSR og BDO øverst. Men det lå ikke – som hendes omfattende CV afslører – i kortene, at Iben Larsen skulle være revisor. 

En ting var dog sikkert. Iben ville have en lang videregående uddannelse, for hun kunne rigtig godt lide at uddanne sig, og derfor overvejede hun blandt andet at uddanne sig til læge, advokat eller ingeniør. Men det var dog et møde med en revisor, der blev afgørende for, at hun landede i netop dette fag. 

”Jeg har nok en meget anderledes baggrund end mange andre revisorer. Jeg vidste ikke, at jeg skulle være revisor, før jeg også prøvede at være selvstændig. Her mødte jeg en revisor, som gav mig et spændende indblik i revisorbranchen,” fortæller Iben.  

En branche, der rummer meget mere end bare tal og regneark, hvis du spørger Iben.
    
”Der er rigtig mange, der tror, at revision bare er tal, men dybest set handler det meget mere om mennesker. Tal er summen af mennesker, og jeg synes, det er interessant og udfordrende at tale med så mange forskellige typer af mennesker og få muligheden for at sætte mig ind i deres hverdag,” fortæller hun og tilføjer:

”Og så er det en branche, der er i konstant bevægelse. Jeg har aldrig en hverdag, der er 100 % forudsigelig. Der er altid nye opgaver og nye udfordringer at give sig i kast med både for mig personligt og for vores branche. Det værdsætter jeg utroligt meget.” 

Og nu får Iben Larsen muligheden for at bidrage yderligere til branchens udvikling med bestyrelsesposten i FSR.


Diversitet på dagsordenen

FSR – danske revisorer er Danmarks revisorforening, som omfatter godkendte revisorer – både registrerede og statsautoriserede – interessemedlemmer og studerende. Foreningen arbejder for branchens samfundsmæssige og politiske interesser til gavn for både dansk erhvervsliv og det danske samfund. 

Iben Larsen ser frem til muligheden for at arbejde for at styrke branchen, og især to områder er vigtige for hende. 

”Jeg er meget stolt af at få lov til at medvirke til branchens udvikling. Jeg kan få lov til at arbejde med diversitetsdagsordenen og at forbedre branchevilkårerne, hvilket er mig meget magtpåliggende,” siger Iben. 

En af fordommene om revisorbranchen er da også, at det kun er mænd i grå jakkesæt. Og for Iben, har kvindelige rollemodeller i branchen også været en mangelvare igennem hendes karriere.

”Der er stadig en betydelig underrepræsentation af kvinder i lederroller i den her branche. Mange af de kvinder, der har været i ledende roller tidligere, har måske følt sig nødsaget til at tilpasse sig en mere maskulin ledelsesstil, fordi det historisk set har været præmissen og betingelserne i vores branche,” fortæller hun. 

Diversitet står også øverst på dagsordenen i arbejdet med udviklingen af revisorbranchen hos FSR og er en del af deres kampagne ”Det store regnskab”. Og for Iben er det en mærkesag at sætte fokus på diversitetsdagsordenen i hele branchen. 

”Vi kan ikke klare diversitetsudfordringerne selvstændigt som branche. Det er et parløb mellem samfundet og branchen, som skal tilpasse sig hinanden. Men det er vigtigt, at vi som branche holder fokus,” siger Iben. 

Og her synes Iben, at hun kan bidrage positivt til forandringen.

”Jeg repræsenterer et underrepræsenteret køn og helt klart en minoritet. Jeg ved, hvordan det føles og opleves fra den ”anden side”. Jeg kan derfor være med til at pege på, hvad jeg tænker, der kan skabe bedre vilkår, så vi også har nogle unge kvinder, der har lyst til at forfølge en karriere og tror på, at det kan lade sig gøre – også selvom man ønsker at stifte familie.”  


Rollen som offentlighedens tillidsrepræsentant

Udover at bidrage til diversitetsdagsordenen, ønsker Iben også at bidrage til at forbedre branchevilkårerne i revisionsbranchen. 

Rollen som offentlighedens tillidsrepræsentant stiller naturligvis krav til landets revisorer. Komplekse regelsæt og tilsynskontroller fra myndighederne er en del af hverdagen som godkendt revisor. 

”Men der er sket et skred. Det, der var tilstrækkeligt sidste år, er pludselig ikke nok længere. Sanktionerne er blevet uproportionale,” sådan skriver FSR i et opslag på deres LinkedIn

Opråbet fra FSR, kan Iben Larsen også genkende i sit daglige arbejde.

”Erhvervslivet oplever en stor stigning i byrder, hvor en stor del bliver pålagt os at kontrollere, hertil kommer de øgede regelsæt, vi selv arbejder under. Som eksempel kan nævnes, at vi er underlagt mere end 3.000 krav, der alle skal efterleves ved en revision sammen med alle de øvrige relevante underliggende lovgivninger. Der bliver brugt enormt mange kræfter på kontrol af vores arbejde, og den tid og de omkostninger går jo egentlig fra at kunne hjælpe mennesker, der hvor de står i deres virksomhed” siger hun.

Iben Larsen understreger, at mange af reglerne er indført med rette, men hun håber på, at der kommer mere proportionalitet og balance i arbejdet med at understøtte de mange tusinde virksomheder i at være compliant. Samtidig fremhæver hun dog vigtigheden af betydningen i rollen som offentlighedens tillidsrepræsentant. 

”Der er ikke nogen overhovedet i branchen, der er uenig i, at reglerne skal efterleves – personligt håber jeg, at 2025 bliver året, hvor det bliver politisk medvind til færre administrative byrder og afbureaukratisering for dansk erhvervsliv. Jeg drømmer om, at vores verden bliver lidt mere tillidsbaseret og mindre mekanisk.” 

I december genoptog regeringen EU-implementeringsudvalget med Morten Bødskov som leder for at forebygge overimplementering af EU-lovgivning, så noget indikerer, at de første spæde skridt allerede er taget mod en fremtid med lidt færre administrative byrder for erhvervslivet og dermed revisionsbranchen.


Håbet er lysegrønt

Selvom Iben ser udfordringer for revisionsbranchens fremtid, så er det tydeligt, at hun nyder livet som revisor, og at hun nærer et stort håb for, at den nuværende og de kommende generationer vil bidrage til at løfte faget, branchen og BDO. 

”Jeg oplever, at de generationer, der kommer ind ad døren i dag, har mange af de samme drømme, og de er ikke bange for at stille krav til deres arbejdsplads. Det synes jeg er sundt og kan bidrage til at udvikle branchen positivt,” fortæller Iben. 

Foruden at være indtrådt i bestyrelsen hos FSR – danske revisorer, er Iben Larsen også i december 2024 indtrådt i BDO’s bestyrelse, hvor hun ser frem til at bidrage til et endnu stærkere BDO. 

”Jeg har hver dag fornøjelsen af at arbejde sammen med dygtige og ambitiøse kolleger. Rejsen foran os er fyldt med muligheder, og jeg er spændt på udsigten til at udøve indflydelse gennem mit arbejde i BDO’s bestyrelse,” slutter Iben. 
 

bag om bdo

Iben Larsen, BDO

Iben Larsen

Partner, statsautoriseret revisor
View bio