Ved enkeltmandsvirksomheder forstås virksomheder, der kun beskæftiger indehaveren. Dem findes der flere hundredetusinder af i Danmark. Læs om de problemstillinger, som der i forhold til skat knyttet til den type virksomheder.
Langt de fleste drives som en personligt ejet virksomhed. En mindre del gennem et selskab. Typisk et anpartsselskab. En stor del af virksomhederne drives hjemmefra. Altså fra indehaverens private bopæl.
Nedenfor beskriver vi en række af de problemstillinger, som der i forhold til skat er knyttet til den type virksomheder.
Hvornår er man selvstændig?
Hvis man starter en frisørsalon eller fuldtids driver en internetbutik med salg af modetøj, er der ikke tvivl om, at man er selvstændig. Men der findes faktisk to grupper, der ofte befinder sig i en skattemæssig gråzone.
Den ene gruppe er de såkaldte honorarmodtagere. Typisk personer, der holder foredrag eller underholder som musiker, DJ, standupper, tryllekunstner eller lignende, men som ikke har det som deres levevej. De vil sjældent kunne anses som selvstændige. Det betyder ikke, at de ikke har skattefradrag for deres udgifter. Tværtimod kan de fradrage udgifterne i den personlige indkomst efter samme regler som egentlig selvstændige. De kan dog ikke anvende den særlige virksomhedsordning.
Den anden gruppe er konsulenter, som kun arbejder for nogle ganske få kunder, måske kun en enkelt. I forhold til disse gør SKAT ganske ofte - og tit med tilbagevirkende kraft - gældende, at der i skattemæssig forstand reelt er tale om et ansættelsesforhold. Dette gælder, uanset om arbejdet faktureres med moms og måske tilmed sker efter ønske fra kunden. Statueres der ansættelsesforhold, betyder det, at virksomhedsordningen ikke kan anvendes, ligesom kørselsudgifter mv. kun kan fradrages efter reglerne for lønmodtagere.
Personlig virksomhed eller selskab
De fleste selvstændige anvender den særlige virksomhedsordning. Det betyder, at de har opdelt deres økonomi i en virksomhedsøkonomi og en privatøkonomi. Sker dette, har de nemlig ret til at fratrække renter af virksomhedsgæld som en driftsomkostning. Pr. 1. januar 2021 er der dog indført skærpede regler, der beskærer rentefradragsretten for såkaldte ”forældrekøbslejligheder”.
Anvendelse af virksomhedsordningen giver endvidere mulighed for, at indehaveren kan opspare virksomhedsoverskud til en lav skat på kun 22 %. Endelig kan en del af det hævede overskud under visse betingelser beskattes som kapitalafkast. Altså som en renteindtægt.
Overskud i anpartsselskaber mv. beskattes også med 22 %. Og overskuddet opgøres efter samme regler som i virksomhedsordningen. I et selskab er indehaveren ansat - og dermed lønmodtager - og kan som udgangspunkt selv fastsætte størrelsen af sin løn uden risiko for kritik fra SKAT. Er der overskud i selskabet, kan der udloddes udbytte til indehaveren. Udbytte beskattes kun med 27 % eller 42 % hos indehaveren. Selskabet har til gengæld ikke skattefradrag for sådanne udlodninger.
Grundlæggende er der altså ikke stor forskel på at bruge virksomhedsordningen og drive virksomhed i selskabsform. Da etablering og opretholdelse af et selskab i sig selv er forbundet med omkostninger, kan det ud fra en skattemæssig betragtning sjældent betale sig at drive enkeltmandsvirksomheder i selskabsform. Ikke desto mindre vælger en del at gøre det. Dels fordi det i nogle sammenhænge opfattes som mere professionelt. Dels fordi indehaveren i en selskabsdreven virksomhed som udgangspunkt kun hæfter med den indskudte kapital og ikke hele sin formue.
For de ovenfor omtalte konsulenter med kun eneller få kunder kan det skattemæssigt være særligt problematisk, hvis de driver deres virksomhed i selskabsform. Hvis SKAT således gør gældende, at der reelt er tale om et ansættelsesforhold, vil der ske en dobbeltbeskatning af indkomsten. Dels af indehaveren som personlig indkomst og dels af selskabet som selskabsindkomst. Kun helt undtagelsesvis vil en sådan dobbeltbeskatning kunne undgås efter ansøgning til SKAT om omgørelse.
Virksomheden drives hjemmefra
Når virksomheden drives fra indehaverens private bopæl,opstår der ofte spørgsmål om, hvilke skattefradragder i så fald kan foretages med hensyn til lokaleomkostninger.
Dette afhænger af flere ting. Om der er tale om en lejebolig eller en ejerbolig, og om denne i givet fald er vurderet som en blandet ejendom. Det har også betydning,om virksomheden er personligt ejet eller drevet i selskabsform.
Hvis der er tale om en personlig ejet virksomhed, der drives fra et almindeligt enfamilieshus eller en ejerlejlighed, kan der ikke fratrækkes nogen andel afudgifterne vedrørende huset (ejendomsskat, varme mv.), med mindre virksomheden lægger beslag på hele rum/værelser, sådan at disse slet ikke kan anvendes til private formål. I så fald kan den forholdsmæssige del af udgifterne, som kan henføres til denne del, fratrækkes, ligesom ejendomsværdiskatten kan nedsættes forholdsmæssigt. Klares virksomheden derimod fra køkken/alrummet eller fra et sædvanligt hjemmekontor, vil der normalt ikke kunne opnås fradrag for lokaleudgifter af nogen art. Dette gælder,uanset om der i et hjørne af et værelse står kasser med varer eller andre ting vedrørende virksomheden.
Udgifter til mobiltelefon, fastnettelefon og til internetforbindelse kan fratrækkes fuldt ud i virksomhedsregnskabet. Uanset hvor meget eller lidt udstyret anvendes i virksomheden, beskattes indehaveren kun af en privat andel på 3.100 kr. årligt (2023).
Drives virksomheden i selskabsform, vil selskabet ofte betale husleje til indehaveren. Denne husleje er naturligvis fradragsberettiget i selskabets skatteregnskab, men indehaveren er tilsvarende skattepligtig af lejen og har kun fradrag for udgifter, hvis de ovenfor anførte betingelser er opfyldt. Huslejen er således ikke hverken hel eller delvis skattefri for ejeren efter reglerne om værelsesudlejning, da disse kun gælder ved udlejning til beboelse.