Med vedtagelsen af lov nr. 832 af 14. juni 2022, har Skatteministeriet kridtet banen op for en gevaldig stramning af reglerne om forrentning af momsefterangivelser, så det fremadrettet bliver markant dyrere ikke at have styr på momsen. Skatteministeriet har nemlig fremadrettet hjemmel til at opkræve renter fra den dato, hvor momsen oprindeligt skulle have været betalt.
Med skiftet fremrykkes rentestartstidspunktet, så forrentningen allerede løber fra den sidste rettidige betalingsdag fra den oprindelige indberetningsdato, medmindre der 1) er sket en rettidig indberetning, og 2) indberetningen har været korrekt.
Begge betingelser skal være opfyldt, da tilbagebetalingskravet ellers vil blive ramt af forrentningen, som er med en rentesats, der udgøres af basisrenten med et tillæg på 0,7 procentpoint, hvilket for tiden vil svare til en årlig rente på 8,4 % p.a.
Renten beregnes dagligt med en månedlig tilskrivning, hvorfor der allerede betales rentes rente, når et månedsskifte er sket.
Det er kun beløb i Skattestyrelsens favør, som vil blive forrentet efter de nye regler, og Skattestyrelsen forventer at det årlige merprovenu vil udgøre et trecifret millionbeløb.
Lovændringen markerer et markant skifte, da der tidligere ikke påløb renter af efterangivelser og korrektioner – kun hvis disse ikke blev betalt til tiden. Det betød at man i realiteten kunne efterangive og korrigere momsangivelser rentefrit, så længe man betalte afgiftstilsvaret inden for 14 dage fra efterangivelsestidspunktet.
Ændringen kommer til at ramme bredt
De nye renteregler kommer til at ramme alle efterangivelser og korrektioner af moms, som medfører en postering på skattekontoen. Det vil først og fremmest være den simple situation, hvor der indberettet for lidt (salgsmoms) eller for meget (købsmoms m.v.) på momsangivelsen, fordi:
- Der er ved en fejl ikke opkrævet moms, selvom der er tale om et momspligtigt salg,
- Der er taget fradrag hos Skattestyrelsen for købsmoms på en faktura, hvor leverandøren ved en fejl har opkrævet moms, eller
- Der er taget fradrag hos Skattestyrelsen for købsmoms på en faktura, hvor der ikke er ret til fradrag.
EU-salg og periodisering
For landets kommuner forudser vi, at særligt to områder kan føre til en uheldig situation med en dyr forrentning.
Det drejer sig først og fremmest om, at Skattestyrelsen forventes at fortsætte deres øgede bevågenhed på periodisering af momsen, så der ikke blot sker en korrigering i en anden angivelsesperiode. Det understreges også af, at det fremadrettet kan betyde en anseelig sum i renter for Skattestyrelsen, at der anvendes den korrekte periodisering.
Derudover, er det andet vigtige fokuspunkt for kommunerne, at man er opmærksomme på om der indberettes korrekt moms ved køb i andre EU-lande. I dag har området ofte ikke fokus, da manglende beregning af EU-moms ikke medfører nogen økonomisk byrde for kommunen. Med de nye renteregler skal kommunerne fremadrettet i mange tilfælde betale renter af den ikke beregnede EU-moms. Via leverandørers indberetning til EU-salg uden moms og kommunens indberetning i momsangivelsens rubrik A, er det nemt for Skattestyrelsen at identificere manglende beregning af EU-moms.
Afsluttende bemærkninger
Ændringsloven er allerede trådt i kraft pr. 15. juni 2022, men det reelle virkningstidspunkt for forrentning af momsefterangivelser afventer at blive endeligt fastsat af Skatteministeren. Vi forventer at ikrafttrædelse vil ske primo 2023.
Uanset dette, giver det dog god mening at man allerede nu rækker ud til os for at igangsætte kontrol af momsangivelserne, da fejl lige nu kan rettes uden et efterfølgende rentechok.
I den forbindelse står vi hos BDO selvfølgelig klar til at løse jeres udfordringer, og gennem vores BDO Moms-Tjek løsning kan vi bl.a. tilbyde en digital løsning, der samtidig sikrer korrekt hjemtagelse af momsrefusion via Indenrigsministeriet.
Tilmeld dig vores nyhedsbreve og få alle BDO nyheder og indsigter i din indbakke
Please fill out the following form to access the download.