Værd at vide om boligskattelån

Stort set alle boligejere vil snart modtage en opgørelse over deres boligskattelån hos Vurderingsstyrelsen, men opgørelsen indeholder ikke indefrysningslån og pensionistlån for årene 2018-2023, da disse stadig ligger i kommunerne.
 
Mere end 2 mio. boligejere skylder angiveligt penge til staten i form af et boligskattelån. Disse lån findes i forskellige former og kan være svære at få overblik over. Nedenfor giver vi en miniguide.


Gamle indfrysningslån 

For årene 2018-2023 blev stigninger i den kommunale grundskyld automatisk indefrosset som en gæld til kommunen. En gæld, der først skal betales, når boligen sælges. Du har tilbage i januar formentlig modtaget en opgørelse fra din kommune over, hvor meget du skylder på den konto.

Gælden, der til enhver tid kan indfries via denne side på borger.dk, er indtil videre rentefri. På sigt skal staten overtage lånene, og når det sker, kommer der renter på gælden. Du vil i god tid blive varslet om lånets overgang til staten, hvilket efter vores vurdering nok tidligst vil ske pr. 1. januar 2027.


Indefrysningslån fra 2024 og fremefter 

Også for 2024 og fremefter får landets boligejere automatisk et lån til dækning af en eventuel stigning i deres grundskyld – nu hos Vurderingsstyrelsen – hvis stigningen overstiger en bagatelgrænse, der for 2024 udgjorde et beløb på 296 kr. Har du ikke har frameldt dig ordningen, vil lånet fremgå af den låneopgørelse, som Vurderingsstyrelsen snart udsender.

Også dette lån skal i princippet først betales, når boligen sælges, men lånet kan til enhver tid indfries, hvis du ønsker at gøre det. Indfrielse skal i givet fald ske via boligskattelaan.skat.dk. Der tilskrives renter til gælden med en rentesats på 2,66 % i 2025. Renterne er ikke fradragsberettigede. Ved indfrielse af gæld for 2024 vil der skulle betales renter fra 1. januar 2025 og frem til indfrielsesdatoen. For 2024 udgør det gennemsnitlige lån et beløb på knap 1.300 kr. 

Til næste år får vi endnu et lån. Det skal dække en evt. stigning i ejendomsværdiskatten. Du får lånet automatisk, hvis du er tilmeldt indefrysningsordningen ved udgangen af 2025, jf. denne side


Tillægslån for 2024 og 2025

Overgangen til at betale både ejendomsværdiskat og grundskyld via skattekortet har været bøvlet. For mere end 700.000 boligejere har Skattestyrelsens IT-system ikke været i stand til at udregne en korrekt skatterabat i de tilfælde, hvor den ene boligskat er steget, og den anden er faldet. Det har betydet en for lav skatteopkrævning. På Christiansborg er det derfor besluttet, at de berørte boligejere skal have et automatisk tillægslån til dækning af skatten. 

Har du ikke frameldt dig lånet, vil du for nylig have modtaget et såkaldt bevillingsbrev om dette, ligesom lånet i givet fald også fremgår af ovennævnte låneopgørelse fra Vurderingsstyrelsen. Det gennemsnitlige lånebeløb udgør ca. 2.000 kr. for 2024, men vil stige, hvis der ikke sker framelding via boligskattelaan.skat.dk. Det skyldes, at problemet først forventes løst fra 2026. Den aktuelle lånesaldo forhøjes derfor til næste år med et beløb for 2025. Der gælder ingen bagatelgrænse for disse lån. Omkring 85.000 boligejere har derfor angiveligt modtaget et lån for 2024 på under 100 kr. Ifølge Vurderingsstyrelsen lyder det mindste lån på 1 øre, mens det største udgør ca. 180.000 kr.


Pensionistlån

Efterlønnere og folkepensionister m.fl. har i mange år kunnet få indefrosset deres grundskyld – men ikke ejendomsværdiskat – sådan, at denne først skal betales, når boligen sælges. Det kan de fortsat, men ordningen er fra og med 2024 overtaget af staten. Modsat de andre boligskattelån, så gives disse lån kun efter ansøgning. De gamle lån ligger fortsat hos kommunen. Kun lånet for 2024 fremgår derfor af låneopgørelsen fra Vurderingsstyrelsen. Der skal betales renter af gælden – også af gæld til kommunen for tidligere år – og rentesatsen er i 2025 på 2,66 % ligesom for øvrige lån.

Ovenstående artikel er hentet fra Depechen, der er vores elektroniske nyhedsbrev om skat, moms og regnskab. Depechen udsendes hver anden onsdag og er ganske gratis.