Store ændringer i virksomhedernes energiafgifter i 2025
Store ændringer i virksomhedernes energiafgifter i 2025
Omlægningen af energiafgifterne betyder i grove træk, at virksomheder, der ikke er omfattet af den såkaldte CO2-kvoteregulering – hvilket vil sige over 95 % af alle virksomheder – i 2025 får godtgjort den fulde energiafgift på energi, der anvendes til procesformål, men skal til gengæld betale en stigende CO2-afgift. Sidstnævnte afgift er ikke en afgift på udledning af CO2, men på brugen af fossile brændsler, og kommer frem mod 2030 til at veje tungere og tungere. Afgiften opkræves af de selskaber, der leverer brændslerne og godtgøres delvist via momsregnskabet.
Energiafgifter
Når det gælder afgiften på elektricitet, er reglerne ganske enkle. Uanset om strømmen anvendes til procesformål eller til opvarmning og til varmt vand, godtgøres afgiften ned til den i EU gældende mindstesats på 0,4 øre pr. kWh, idet der dog gælder særlige regler for strøm til opladning af elbiler.
Når det gælder energiafgifter på naturgas, olie, kul og affaldsvarme, kan virksomhederne kun få godtgjort afgift på forbrug til procesformål og kun hvis visse betingelser er opfyldt. Nedenfor vises udviklingen i de væsentligste afgifter fra 2024 til 2025 samt den nye godtgørelsesandel for energi til dette formål.
Energiart | Enhed | Afgift 2024 | Afgift 2025 | Godtgørelse 2025** |
Naturgas* | Kr./Nm3 | 2,726 | 1,369 | 1,369 |
Stenkul | Kr./GJ | 68,80 | 34,6 | 34,6 |
Gas- og dieselolie* | Kr./l | 2,469 | 1,241 | 1,241 |
Elektricitet | Kr./kWh | 0,761 | 0,72 | 0,716 |
*Afgiftssatsen er for energi, der ikke anvendes til motorbrændstof.
**Der er særlige regler for CO2-kvoteregulerede virksomheder samt ved lagring af CO2-udledning. Til gengæld er der ikke længere særregler for virksomheder indenfor landbrug og gartneri mv.
CO2-afgift
Afgiften betales af alt forbrug af fossile brændsler, uanset om disse anvendes til procesformål eller til opvarmning og varmt vand. Afgiften er i 2025 mere end 400 % højere end i 2024, jf. nedenstående tabel, der også viser godtgørelsesandelen i 2025:
Energiart | Enhed | Afgift 2024 | Afgift 2025 | Godtgørelse 2025 |
Naturgas | Kr./Nm3 | 0,442 | 1,922 | 1,025 |
Stenkul | Kr./GJ | 18,5 | 80,9 | 43,147 |
Gas- og dieselolie | Kr./l | 0,519 | 2,261 | 1,206 |
Godtgørelsen i 2025 svarer til 53,33 % af afgiften. Godtgørelsen aftrappes over de kommende år og bortfalder helt fra 2030.
Hvad betyder afgiftsomlægningen?
Den stigende CO2-afgift påvirker virksomhederne meget forskelligt, fordi en række særregler bortfalder.
Fx har en betonelementfabrik, et gartneri og en producent af isoleringsmaterialer med et ens årligt forbrug af naturgas på 200.000 Nm3 i 2024 betalt CO2-afgift med henholdsvis ca. 162.000 kr., ca. 9.000 kr. og 0 kr. I 2025 vil de alle tre skulle betale afgift med ca. 179.000 kr., og afgiften vil i 2030 stige til ca. 384.000 kr.
Endnu værre stillet er jernbaneselskaber og elproducenter. De er – efter vores opfattelse ved en fejl – ikke omfattet af nogen indfasning og vil ved ovennævnte forbrug stige fra en afgift på ca. 88.000 kr. i 2024 til en afgift på 384.000 kr. allerede i 2025.