Nye udfordringer med aktieløn for ikke-børsnoterede virksomheder

Et gammelt regelsæt for værdiansættelse af unoterede aktier er ophævet og erstattet af nye og noget mere komplicerede værdiansættelsesregler. Det har betydning for de virksomheder, der har brugt de gamle regler i forbindelse med en aktielønsordning.
 
Virksomheder, der tilbyder aktieløn, kan som udgangspunkt vælge mellem to typer af ordninger. Enten en ordning, hvor der hos medarbejderen først sker beskatning den dag, hvor aktierne sælges, hvilket er den mest anvendte ordning. Eller også ordninger, hvor der som oftest både sker beskatning ved modtagelsen af aktierne, herunder ved udnyttelse af optioner eller warrants og ved et senere salg af disse, jf. denne artikel. Det sidste er næsten altid tilfældet med de såkaldte RSU-ordninger, som mange ansatte i danske datterselskaber af amerikanske virksomheder kender til.

Uanset hvilken type ordning, som vælges, har virksomheden brug for at vide, hvad værdien af selskabets aktier er. Ved den førstnævnte ordning allerede ved etableringen af denne, fordi værdien af aktielønnen i sådanne tilfælde ikke må overstige bestemte andele af medarbejderens løn. I forhold til den anden type ordning, fordi arbejdsgiveren skal indberette værdien af aktielønnen til Skattestyrelsen.


Værdien af aktierne

Er der tale om et børsnoteret selskab, vil værdien af aktierne nemt kunne udfindes, idet denne normalt vil svare til den seneste børskurs. 

Er der derimod tale om en ikke-børsnoteret virksomhed, kan det være en udfordring at finde frem til den antagelige handelsværdi af aktierne, hvis der ikke for nylig har været handlet med disse – direkte eller indirekte – og heller ikke modtaget købstilbud herpå.

I sådanne tilfælde har man hidtil enten måtte værdiansætte aktierne efter de principper, som anvendes i Corporate Finance-verdenen, eller skele til reglerne i de cirkulærer, som siden år 2000 har været anvendt til værdiansættelse af unoterede aktier i gavetilfælde mv. Efter disse regler har værdi-en af unoterede aktier som udgangspunkt skullet fastsættes til disses regnskabsmæssige indre værdi med tillæg af en beregnet værdi af goodwill samt med regulering af værdien af eventuelle ejendomme. 

Nu er de nævnte cirkulærer imidlertid ophævet. Ophævelsen er sket, fordi Folketinget for nylig har vedtaget regler for en skematisk værdiansættelse af unoterede aktier i gavetilfælde mv. Et regelsæt, som er noget anderledes end de tidligere regler, og som i nogle tilfælde vil føre til markant højere værdier end de tidligere regler og lavere værdier i andre tilfælde. Det første kan fx være tilfældet for virksomheder med en stabil indtjening og relativt få aktiver. Det sidste kan være tilfældet for virksomheder med svingende indtjening og/eller store immaterielle aktiver.


Hvad skal virksomhederne gøre?

Af den politiske aftale om en iværksætterpakke fra juni sidste år fremgår, at det skulle undersøges, om det var muligt at give ikke-børsnoterede virksomheder et retskrav på at anvende en skematisk værdiansættelse for medarbejderaktier, når de anvender de øvrige regler for tildeling af indkomstskattefrie medarbejderaktier.

Foreløbig er der imidlertid intet sket på dette område. Regeringen har således ikke meldt noget ud om, hvorvidt de nye værdiansættelsesregler på arve-/gaveafgiftsområdet også skal kunne anvendes ved etablering af medarbejderaktieordninger, om end dette efter vores opfattelse ville være naturligt.

De virksomheder, der tidligere har brugt de gamle værdiansættelsesregler i forhold til deres aktielønsordning, og som står overfor en ny runde af denne, vil formentlig i en kort overgangsperiode stadig kunne bruge disse af hensyn til ensartetheden, mens virksomheder, der står foran deres første aktielønsordning, næppe har andet valg end at bruge de nye regler, hvis de ikke kan værdiansætte deres aktier på anden vis. I begge tilfælde vil det dog nok være tilrådeligt, at virksomhederne søger rådgivning om, hvordan de skal forholde sig.

Ovenstående artikel er hentet fra Depechen, der er vores elektroniske nyhedsbrev om skat, moms og regnskab. Depechen udsendes hver anden onsdag og er ganske gratis.