Tre fokuspunkter i forskudsopgørelsen for 2025

Pendlere med bopæl i en yderkommune eller på visse øer skal justere deres forskudsopgørelse for 2025, hvis de med det samme ønsker at få glæde af det nye ekstra befordringsfradrag, som de med deres adresse er berettiget til.
Skattestyrelsen åbnede i sidste uge for adgangen til forskudsopgørelsen for 2025 og gjorde i den forbindelse en ihærdig indsats for at få danskerne til at interessere sig lidt mere end normalt for opgørelsen. Noget som dog næppe hjælper det store. Danskerne ved godt, at der skal ganske store ændringer i deres personlige forhold til for, at der er grund til justering af forskudsopgørelsen.


Hvad skal indkomsten sættes til?

For langt de fleste, har det ikke den store betydning, om lønindkomsten på forskudsopgørelsen står lidt for højt eller lidt for lavt. Bemærk dog følgende:
  • Tjener du mindre end 38.000 kr. om måneden før AM-bidrag, er det bedre at sætte indkomsten lidt for lavt end lidt for højt, hvis du vil undgå restskat, fordi det vil sikre dig mod, at der beregnes et for højt beskæftigelsesfradrag. Tjener du rent faktisk mere, end du sætter indkomsten til, sikrer din trækprocent, at du ikke får restskat af den grund.
  • Tjener du mere end 56.000 kr. om måneden før AM-bidrag, så du betaler topskat, er det bedre at sætte indkomsten lidt for højt end lidt for lavt. Din trækprocent er nemlig lavere end din marginalskat. Hvis din indkomst står for lavt, risikerer du derfor at få restskat. 


Befordringsfradraget

Næst efter rentefradraget er befordringsfradraget det mest benyttede fradrag. Har du ikke skiftet arbejde, vil der sjældent være grund til at ændre det fortrykte fradrag på forskudsopgørelsen. Der gælder dog i år en undtagelse for dem, der bor i en af følgende 25 kommuner:
  • Region Nordjylland: Frederikshavn, Hjørring, Brønderslev, Jammerbugt, Thisted, Morsø og Vesthimmerland.
  • Region Midtjylland: Struer, Skive og Norddjurs.
  • Region Syddanmark: Tønder, Aabenraa, Sønderborg, Faaborg-Midtfyn og Svendborg.
  • Region Sjælland: Lolland, Guldborgsund, Vordingborg, Slagelse og Odsherred.
  • Ø-kommuner: Bornholm, Langeland, Samsø, Ærø og Læsø.
Pendlere i disse kommuner får nemlig – sammen med beboere på Baagø, Egholm, Endelave, Hjarnø, Mandø, Nekselø, Orø, Sejerø, Tunø og Aarø, hvilke øer ikke er selvstændige kommuner – ekstra høje befordringsfradrag. Dels ved, at de også for daglig kørsel ud over 120 km kan bruge den høje fradragssats. Det vil i 2024 sige 2,23 kr. pr. km i stedet for de 1,12 kr. pr. km, der gælder for langdistancependlere i andre kommuner. Dels ved at deres samlede befordringsfradrag – altså for al transport ud over 24 km om dagen – forhøjes med 10,75 %. 

Det sidste er en nyhed, som gælder fra og med 2024. Skattestyrelsen har imidlertid ikke kunnet nå at ændre deres systemer så betids, at tillægget på de 10,75 % er kommet med på forskudsopgørelsen for 2025 i første omgang. Det kommer kun med, hvis borgere i yderområderne går ind og justerer deres befordringsfradrag – evt. blot med et symbolsk beløb. I så fald lægges tillægget automatisk oveni. Dem, der ikke justerer deres befordringsfradrag, går ikke glip af tillægget. Det kommer automatisk med på årsopgørelsen for 2025 og giver derfor i givet fald en større overskydende skat eller en mindre restskat til den tid end ellers. Det ekstra fradrag har kun væsentlig økonomisk betydning for dem, der pendler mange kilometer hver dag, jf. denne artikel.  


Ejendomsværdiskat og grundskyld

For boligejerne indeholder forskudsopgørelsen oplysning om den foreløbige 2024-ejendomsvurdering, hvilken vurdering danner grundlag for boligskatterne i 2025 og 2026. På grund af prisfald vil vurderingerne i tre ud af fire kommuner være lavere end 2022-vurderingen. Betydningen er dog beskeden. For en ejendom beliggende i fx Odense Kommune, vil et fald i ejendomsværdien med 75.000 kr. betyde et fald i ejendomsværdiskatten med lige over 300 kr., mens et fald i grundværdien med 25.000 kr., vil betyde fald i grundskylden med 114 kr. 


 

Ovenstående artikel er hentet fra Depechen, der er vores elektroniske nyhedsbrev om skat, moms og regnskab. Depechen udsendes hver anden onsdag og er ganske gratis.