Købsmoms er købers ansvar
Købsmoms er købers ansvar
Det er køber, der bærer risikoen – i form af et mistet momsfradrag – hvis sælger har lagt moms på en faktura i et tilfælde, hvor dette ikke skulle være sket, fx fordi momsen i stedet skulle være afregnet efter reglerne om reverse charge.
For nylig blev der på skat.dk offentliggjort en afgørelse i en sag, hvor en virksomhed havde bedt Skatterådet om bindende svar på, hvorvidt den kunne foretage delvist fradrag for den moms, som den blev opkrævet af Banedanmark af et vederlag for brug af dette selskabs jernbanenet. Det kunne den ikke, hvilket virksomheden faktisk var enig i. Anmodningen om det bindende svar beroede formentlig på uenighed mellem køber og sælger om, hvorvidt der var tale om en momspligtig ydelse. Dette anså Skatterådet ikke for tilfældet, idet Banedanmark ikke kunne anses for en afgiftspligtig person i momslovens forstand.
Afgørelsen er ikke usædvanlig. Antallet af afgørelser, hvor virksomheder anmoder om at få bekræftet, at de har helt eller delvist fradrag for deres købsmoms, synes således at være stigende. Dette er ikke overraskende al den stund, at Skattestyrelsen har en ganske restriktiv praksis i forhold til købsmoms. Virksomhederne bærer selv det fulde ansvar for, om den betalte moms er opkrævet med rette. De kan ikke forlade sig på sælgerens vurdering.
På købersiden er konsekvensen, at køber mister sit momsfradrag. Køber modtager derfor en opkrævning på den fratrukne moms med tillæg af renter tilbage til den periode, hvor beløbet blev fratrukket. Dette gælder efter vores vurdering også, selvom sælger efterfølgende tilbagebetaler den forkert opkrævede moms ved at udstede en kreditnota og en ny faktura uden moms, idet kreditnotaen først kan medtages i momsregnskabet for den periode, hvor den modtages.
Hvis sælger ikke kan – eller ikke vil – udstede en kreditnota, ender regningen på momsbeløbet hos køber, og denne vil formentlig ikke kunne opnå skattefradrag for udgiften, da den i skattemæssig forstand næppe vil kunne anses for en driftsomkostning. Der er derfor mange gode grunde til, at købervirksomheder bør have fokus på spørgsmålet om, hvorvidt et momsbeløb opkræves med rette.
Det sidste skal man især være opmærksom på ved køb af ydelser. Vi har set flere sager, hvor en udenlandsk virksomhed har haft et dansk momsnummer og fra dette har faktureret salg af ydelser med tillæg af dansk moms, men hvor Skattestyrelsen efterfølgende alligevel har nægtet fradrag for købsmomsen, fordi sælgeren reelt ikke har haft fast driftssted i Danmark.
Dette var tilfældet i en afgørelse fra sidste år, hvor et dansk rengøringsfirma havde modtaget fakturaer fra en svensk underleverandør og i denne forbindelse tjekket, at leverandøren havde et dansk CVR-nummer, var momsregistreret og havde en danske bankkonto.
Dette var imidlertid ikke tilstrækkeligt til at opretholde fradraget for den betalte købsmoms, da det blandt andet viste sig, at leverandørens danske adresser var forskellige kontorhoteller og ikke havde karakter af et reelt hjemsted for leverandørens økonomiske virksomhed.
Afgørelsen er ikke usædvanlig. Antallet af afgørelser, hvor virksomheder anmoder om at få bekræftet, at de har helt eller delvist fradrag for deres købsmoms, synes således at være stigende. Dette er ikke overraskende al den stund, at Skattestyrelsen har en ganske restriktiv praksis i forhold til købsmoms. Virksomhederne bærer selv det fulde ansvar for, om den betalte moms er opkrævet med rette. De kan ikke forlade sig på sælgerens vurdering.
Konsekvenser
En fejlagtig opkrævet moms har ingen konsekvenser på sælgersiden, hvis sælger ellers har indbetalt momsen til Skattestyrelsen. Også forkert opkrævet moms skal nemlig indbetales.På købersiden er konsekvensen, at køber mister sit momsfradrag. Køber modtager derfor en opkrævning på den fratrukne moms med tillæg af renter tilbage til den periode, hvor beløbet blev fratrukket. Dette gælder efter vores vurdering også, selvom sælger efterfølgende tilbagebetaler den forkert opkrævede moms ved at udstede en kreditnota og en ny faktura uden moms, idet kreditnotaen først kan medtages i momsregnskabet for den periode, hvor den modtages.
Hvis sælger ikke kan – eller ikke vil – udstede en kreditnota, ender regningen på momsbeløbet hos køber, og denne vil formentlig ikke kunne opnå skattefradrag for udgiften, da den i skattemæssig forstand næppe vil kunne anses for en driftsomkostning. Der er derfor mange gode grunde til, at købervirksomheder bør have fokus på spørgsmålet om, hvorvidt et momsbeløb opkræves med rette.
Fejlmuligheder
Når Skattestyrelsen gør gældende, at der ikke er fradrag for et betalt momsbeløb, skyldes det normalt enten, at der – som i Banedanmark-sagen – er tale om en momsfri transaktion, eller at der er tale om en transaktion, hvor momsen skulle have været afregnet efter reglerne om omvendt betalingspligt (reverse charge).Det sidste skal man især være opmærksom på ved køb af ydelser. Vi har set flere sager, hvor en udenlandsk virksomhed har haft et dansk momsnummer og fra dette har faktureret salg af ydelser med tillæg af dansk moms, men hvor Skattestyrelsen efterfølgende alligevel har nægtet fradrag for købsmomsen, fordi sælgeren reelt ikke har haft fast driftssted i Danmark.
Dette var tilfældet i en afgørelse fra sidste år, hvor et dansk rengøringsfirma havde modtaget fakturaer fra en svensk underleverandør og i denne forbindelse tjekket, at leverandøren havde et dansk CVR-nummer, var momsregistreret og havde en danske bankkonto.
Dette var imidlertid ikke tilstrækkeligt til at opretholde fradraget for den betalte købsmoms, da det blandt andet viste sig, at leverandørens danske adresser var forskellige kontorhoteller og ikke havde karakter af et reelt hjemsted for leverandørens økonomiske virksomhed.