Farligt for enkeltmandsvirksomheder kun at have få kunder
Farligt for enkeltmandsvirksomheder kun at have få kunder
I Danmark findes der tusindvis af enkeltmandsvirksomheder – eller soloselvstændige, som de også kaldes. Det vil sige virksomheder, der ikke beskæftiger andre end indehaveren og som typisk drives fra dennes private bopæl. De findes overalt og i ganske mange brancher. IT-konsulenter, ledelsesrådgivere, freelancere af alle slags, herunder indenfor markedsføring, men også vognmænd, handymen og håndværkere. De har tilmed deres egen interesseorganisation.
Et fælles kendetegn ved disse virksomheder er, at de næsten altid etableres af tidligere lønmodtagere, der får lyst til at stå på egne ben, og som meget ofte starter med at få deres tidligere arbejdsgiver – eller en af dennes kunder - som deres egen første kunde. Nogle kommer aldrig videre. Selvom det kan være risikabelt at lægge alle æg i samme kurv, så trives mange soloselvstændige med kun en enkelt kunde.
Det med kun at have en enkelt kunde – alternativt en enkelt stor kunde og nogle få små kunder – kan imidlertid meget nemt give moms- og skattemæssige udfordringer. Det kan illustreres med en sag, der for nylig blev afgjort ved Landsskatteretten.
Den rådgivende ingeniør
Sagen handlede om en ingeniør, der på grund af omstrukturering, mistede sit job som seniorprojektleder i en større virksomhed, men som efter opfordring fra den kunde, som han i sit lønmodtagerjob arbejdede for, straks etablerede egen virksomhed, da kunden ønskede, at han skulle fortsætte på deres projekt. Han indgik derfor en samarbejdsaftale med den pågældende virksomhed, som han efterfølgende fakturerede med en fast timeløn. I en periode afsøgte han mulighederne for at få andre kunder, men da der hele tiden opstod nye projekter i den første virksomhed, blev det ikke til noget.
Skattestyrelsen gjorde i sagen gældende, at ingeniøren hverken i moms- eller skattemæssig forstand kunne anses for at drive selvstændig økonomisk virksomhed, men derimod måtte anses for at være lønmodtager i den virksomhed, han arbejdede for. Momsmæssigt kunne han derfor ikke opnå fradrag for købsmoms, mens han skattemæssigt ikke kunne opnå fradrag for pensionsindbetalinger efter reglerne for selvstændige og ikke fradrag for udgifter til kontorhold mv.
Afgørelserne blev stadfæstet af Landsskatteretten. Det skete med den begrundelse, at ingeniøren modtog en fast timeløn for sit arbejde, at han ifølge samarbejdsaftalen ikke måtte arbejde for andre, at han ikke havde væsentlige udgifter forbundet med sit arbejde, og at han var underlagt virksomhedens instruktionsbeføjelse. Du kan læse momsafgørelsen her og skatteafgørelsen her.
Kommentar
Afgørelserne er gode eksempler på, at selvom man lader sig momsregistrere og tegner en erhvervsansvarsforsikring, er der ingen garanti for, at man i moms- og skattemæssig forstand kan anses for selvstændig. Hvorvidt det er tilfældet, afhænger nemlig af en konkret vurdering, og arbejder man udelukkende eller i det væsentlige for en enkelt kunde, er der betydelig risiko for, at man anses for ansat i denne.
Afgørelserne er også interessante for virksomheder, som hyrer soloselvstændige. Hvis en samarbejdsaftale med en sådan skattemæssigt anses for en ansættelsesaftale, kan virksomheden nemlig pålægges hæftelse for ikke indeholdt kildeskat, jf. denne artikel.
Et fælles kendetegn ved disse virksomheder er, at de næsten altid etableres af tidligere lønmodtagere, der får lyst til at stå på egne ben, og som meget ofte starter med at få deres tidligere arbejdsgiver – eller en af dennes kunder - som deres egen første kunde. Nogle kommer aldrig videre. Selvom det kan være risikabelt at lægge alle æg i samme kurv, så trives mange soloselvstændige med kun en enkelt kunde.
Det med kun at have en enkelt kunde – alternativt en enkelt stor kunde og nogle få små kunder – kan imidlertid meget nemt give moms- og skattemæssige udfordringer. Det kan illustreres med en sag, der for nylig blev afgjort ved Landsskatteretten.
Den rådgivende ingeniør
Sagen handlede om en ingeniør, der på grund af omstrukturering, mistede sit job som seniorprojektleder i en større virksomhed, men som efter opfordring fra den kunde, som han i sit lønmodtagerjob arbejdede for, straks etablerede egen virksomhed, da kunden ønskede, at han skulle fortsætte på deres projekt. Han indgik derfor en samarbejdsaftale med den pågældende virksomhed, som han efterfølgende fakturerede med en fast timeløn. I en periode afsøgte han mulighederne for at få andre kunder, men da der hele tiden opstod nye projekter i den første virksomhed, blev det ikke til noget.
Skattestyrelsen gjorde i sagen gældende, at ingeniøren hverken i moms- eller skattemæssig forstand kunne anses for at drive selvstændig økonomisk virksomhed, men derimod måtte anses for at være lønmodtager i den virksomhed, han arbejdede for. Momsmæssigt kunne han derfor ikke opnå fradrag for købsmoms, mens han skattemæssigt ikke kunne opnå fradrag for pensionsindbetalinger efter reglerne for selvstændige og ikke fradrag for udgifter til kontorhold mv.
Afgørelserne blev stadfæstet af Landsskatteretten. Det skete med den begrundelse, at ingeniøren modtog en fast timeløn for sit arbejde, at han ifølge samarbejdsaftalen ikke måtte arbejde for andre, at han ikke havde væsentlige udgifter forbundet med sit arbejde, og at han var underlagt virksomhedens instruktionsbeføjelse. Du kan læse momsafgørelsen her og skatteafgørelsen her.
Kommentar
Afgørelserne er gode eksempler på, at selvom man lader sig momsregistrere og tegner en erhvervsansvarsforsikring, er der ingen garanti for, at man i moms- og skattemæssig forstand kan anses for selvstændig. Hvorvidt det er tilfældet, afhænger nemlig af en konkret vurdering, og arbejder man udelukkende eller i det væsentlige for en enkelt kunde, er der betydelig risiko for, at man anses for ansat i denne.
Afgørelserne er også interessante for virksomheder, som hyrer soloselvstændige. Hvis en samarbejdsaftale med en sådan skattemæssigt anses for en ansættelsesaftale, kan virksomheden nemlig pålægges hæftelse for ikke indeholdt kildeskat, jf. denne artikel.