Langt de fleste selvstændige bruger virksomhedsordningen. Den giver nemlig indehaveren nogenlunde de samme skattemæssige fordele, som tilkommer virksomhedsejere, der driver virksomhed gennem et anparts- eller aktieselskab.
I virksomhedsordningen beskattes overskud, der ikke umiddelbart hæves af ejeren, således ligesom selskabsindkomst kun med 22 %. Når et opsparet overskud senere trækkes ud af virksomheden, beskattes det som personlig indkomst med op til ca. 56 %, og ejeren godskrives den betalte virksomhedsskat som en foreløbig skat.
I virksomhedsordningen kan der kun indgå erhvervsmæssige aktiver. Dette begreb fortolkes ganske snævert, jf. denne artikel om, hvad frie midler i virksomhedsordningen kan bruges til.
Et tilbagevendende spørgsmål har i denne forbindelse i mange år været, hvorvidt sælgerfinansiering i forbindelse med en virksomhedsafståelse til nærtstående kan forblive i virksomhedsordningen. Eller om sådanne pantebreve, gældsbreve og mellemregninger skattemæssigt skal anses for overført til privatsfæren med den konsekvens, at et tilsvarende beløb skal anses for hævet i virksomhedsordningen og dermed udløser beskatning af opsparet overskud. Dette har Østre Landsret for ganske nylig afsagt en principiel dom om.
Sagen om de tre landmænd
Som led i en generationsskifteplan solgte landmændene dele af deres virksomheder til deres respektive børn. Den første overdragelse fandt sted helt tilbage i 2001 og blev fulgt op af yderligere overdragelser i 2008, 2012 og 2013. Købesummerne blev i alle tilfælde delvist berigtiget med sælgerfinansiering i form af mellemregninger og gældsbreve, der alle var uden afdragsprofil og sikkerhedsstillelse, ligesom en del var rentefri.
Sagen angik to spørgsmål. For det første om sælgerfinansieringen var et erhvervsmæssigt aktiv, som kunne indgå i virksomhedsordningen, hvilket landmændene mente, da mellemregningerne og gældsbrevene hidrørte fra salget af landbrugsejendomme. For det andet om det forhold, at Skattestyrelsen i nogle tilfælde ikke havde gjort indsigelse mod skatteansættelsen for salgsåret, medførte, at styrelsen ikke kunne anse mellemregninger og gældsbreve for overført til privatsfæren i et senere indkomstår.
Østre Landsret gav skattemyndighederne medhold i begge spørgsmål. I forhold til mellemregningerne og gældsbrevene med den begrundelse, at det ikke var godtgjort, at lånene var ydet på markedsmæssige vilkår, men måtte anses som et udslag af ejernes personlige interesse i at finansiere generationsskiftet. Med hensyn til det forhold, at skattemyndighederne ikke allerede fra starten havde grebet korrigerende ind overfor, at sælgerfinansieringen indgik i virksomhedsordningen, bemærkede retten, at dette ikke kunne sidestilles med en positiv tilkendegivelse fra myndighederne om, at det var i orden. Retten fandt endvidere ikke, at der var noget til hinder for, at der kunne korrigeres i et senere år, da dette sikrede en korrekt skatteansættelse for disse år.
Kommentar
Dommen kan næppe tages som udtryk for, at pante- og gældsbreve, der stammer fra virksomhedssalg til nærtstående i ingen tilfælde kan indgå i virksomhedsordningen, men at dette kræver, at de utvivlsomt er udstedt på markedsvilkår.