Splitleasing er stadig ”Risky Business”

Hvis en ledende medarbejder får stillet en firmabil til en værdi af fx 500.000 kr. til rådighed af sin arbejdsgiver, kan det nemt koste en skatteregning på op mod 5.500 kr. om måneden – eller 66.000 kr. om året – hvis bilen anvendes til privat kørsel. Det følger af reglerne om beskatning af fri bil.

Skatten afhænger af bilens nyvognspris. Jo dyrere bilen er, jo mere skal der betales i skat. Til gengæld er det uden betydning, om der køres 8.000 km eller 25.000 km privat om året i bilen. Det er nemlig rådigheden og ikke den faktiske brug, der beskattes.

Splitleasing-konceptet

Aftaler om splitleasing – eller deleleasing, som nogle kalder det – er ordninger, hvor et leasingselskab udlejer en og samme bil til to brugere – typisk et selskab og dettes hovedaktionær – på samme tid, sådan at de deler de samlede leasingafgifter efter forholdet mellem deres brug af bilen. Virksomheden betaler således den del af leasingydelserne, som kan henføres til hovedaktionærens kørsel i arbejdstiden – den erhvervsmæssige kørsel – mens hovedaktionæren betaler den del af ydelserne, der kan henføres til den private kørsel i bilen.

Hele formålet med sådanne aftaler er naturligvis at friholde hovedaktionæren for den firmabilbeskatning, som ville blive en realitet, hvis virksomheden betalte den fulde leasingafgift. Derfor betaler hovedaktionæren også sin andel af leasingydelserne med private (beskattede) midler. Dette kan ofte betale sig, hvis antallet af private km er relativt beskedent.

Skattemæssige krav

Skattestyrelsen har opstillet en række meget præcise krav, som parterne i en splitleasingaftale skal opfylde, hvis brugeren af bilen skal undgå firmabilbeskatning, herunder at:

• Leasingselskabet skal indgå separate aftaler med henholdsvis virksomheden og den medarbejder, der skal bruge bilen.
• Samtlige udgifter skal fordeles mellem parterne på grundlag af de faktiske antal kørte kilometer.
• Parterne må gerne betale deres andel af leasingydelsen som et acontobeløb, men der skal ske en løbende regulering ud fra den faktiske fordeling af kørslen.
• Der skal løbende føres et detaljeret kørselsregnskab, der viser kørslens fordeling mellem erhvervsmæssig og privat kørsel.

Skattestyrelsen har over tid rejst et pænt stort antal sager, hvor påstanden har været, at de opstillede krav ikke har været opfyldt. Især kravet om et præcist kørselsregnskab volder ofte problemer blandt andet på grund af manglende kendskab til, hvad der skattemæssigt overhovedet anses for erhvervsmæssig kørsel.

Foreløbig foreligger der fire byretsdomme om konceptet. De er alle vundet af Skatteministeriet. Den seneste dom er afsagt af byretten i Lyngby. Den kan du læse her. Nu venter vi så på den første dom fra en landsret.

En anden nylig byretsdom angik en hovedaktionær, der sammen med sit selskab havde splitleaset hele tre biler, men som endte med at blive firmabilbeskattet af alle tre, fordi kravene om kørselsregnskab og om løbende regulering af ydelserne ikke var overholdt.