Indenfor især ejendoms- og byggebranchen er det almindeligt at anvende udenlandske underentreprenører. Ofte på grundlag af meget kortfattede kontrakter. Det giver risiko for en efterfølgende skatteregning.
I snart mange år har det i ejendoms- og byggebranchen været almindeligt at anvende udenlandske underleverandører fra især Polen og Litauen til at udføre forskellige typer af arbejde i forbindelse med både vedligeholdelse og renovering af eksisterende ejendomme samt opførelse af nye.
Skattemæssigt er der stor forskel på, om kontrakten med den udenlandske underleverandør er en aftale om levering af arbejdskraft, eller om kontrakten er en aftale om udførelse af et specifikt stykke arbejde. I det første tilfælde, er den danske virksomhed nemlig forpligtet til at indeholde arbejdsudlejeskat med 35,6 % af betalingerne til den udenlandske virksomhed. Det er den ikke, hvis der er tale om en entreprisekontrakt.
Ikke overraskende er det altid virksomhedernes egen opfattelse, at der absolut er tale om en entreprisekontrakt, men ofte er de ikke klar over, hvad der skal til, for at dette anerkendes i skattemæssig forstand, og derfor ender de mange gange med at få en stor skatteregning. Ofte længe efter, at de udenlandske håndværkere er taget hjem.
Skattestyrelsen har efterhånden rejst et utal af krav om indbetaling af arbejdsudlejeskat. Enkelte af sagerne ender ved domstolene, og sidste år kom der en dom fra Højesteret om anvendelse af udenlandsk arbejdskraft i et gartneri, jf. denne artikel. Nu er der kommet endnu én dom fra Højesteret, og den ændrer intet.
Ejendomsudlejeren
Sagen handlede om en koncern, der ejede 13 udlejningsejendomme med et samlet areal på 68.930 m2, hvoraf langt det meste var udlejet til erhverv. Koncernen havde indgået aftale med to virksomheder fra Litauen om udførelse af blandt andet maler-, tømrer- og murerarbejde på selskabets ejendomme. Alle kontrakter var stort set enslydende bortset fra periode, pris og arbejdets art. Selskabet havde ikke egne ansatte til udførelse af håndværksarbejde.
Skattestyrelsen gjorde gældende, at der var tale om leje af arbejdskraft og rejste derfor krav om indbetaling af arbejdsudlejeskat med et beløb på over 1,3 mio. kr. alene for året 2015. Dette blev tiltrådt først af Landsskatteretten, dernæst af Østre Landsret og senest af Højesteret. Ved domstolene blev koncernen dømt til at betale sagsomkostninger til modparten med over 300.000 kr. Hertil kommer egne sagsomkostninger.
Højesteret begrundede blandt andet sin afgørelse med henvisning til, at de indgåede kontrakter var meget upræcise og ikke rummede tegninger og arbejdsbeskrivelser, ligesom der ikke var afholdt afleveringsforretninger med de litauiske kontraktparter. Det måtte derfor lægges til grund, at koncernen selv bar den væsentligste del af ansvaret og de økonomiske risici ved det arbejde, som de litauiske virksomheder havde udført.
Kommentar
Modstanden mod at bruge tid og penge på forkromede kontrakter er stor blandt mindre og mellemstore virksomheder. Det betales der ofte dyrt for i sager om arbejdsudleje, fx i den netop afgjorte sag, hvor de kortfattede og upræcise kontrakter ikke understøttede de afgivne forklaringer. Vores standardråd til virksomheder, der anvender udenlandske underentreprenører, er derfor også, at de med jævne mellemrum trykprøver deres setup for at optimere dette og for at imødegå risikoen for krav om indbetaling af skat.
Ovenstående artikel er hentet fra Depechen, der er vores elektroniske nyhedsbrev om skat, moms og regnskab. Depechen udsendes hver anden onsdag og er ganske gratis. Tilmeld dig her.
Tilmeld dig vores nyhedsbreve og få alle BDO nyheder og indsigter i din indbakke
Please fill out the following form to access the download.