Selskaber kan i skattemæssig henseende frit vælge at bruge lagerprincippet i forhold til tilgodehavender fra salg af varer og ydelser. Det giver mulighed for fradrag for tab på hensættelser til tab på sådanne tilgodehavender.
Normalt kan tab på debitorer først fratrækkes, når tabet er endeligt konstateret. Det gælder både i moms- og i skattemæssig henseende.
Selskaber kan imidlertid - uden at skulle søge skattemyndighederne om tilladelse hertil - frit vælge at anvende lagerprincippet ved opgørelsen af gevinst og tab på tilgodehavender fra salg af varer og ydelser. Valget skal i givet fald træffes samlet for alle fordringer af denne art. Når lagerprincippet er valgt, kan denne opgørelsesmetode ikke ændres igen uden tilladelse fra skattemyndighederne.
Anvendelsen af lagerprincippet betyder, at der kan foretages fradrag for hensættelser til tab på debitorer på samme måde som efter årsregnskabsloven, men ikke nødvendigvis efter samme kriterier og med samme beløb.
Krav til dokumentationen
Anvendelse af lagerprincippet på vederlagsfordringer indebærer efter praksis, at der skal foretages en individuel værdiansættelse af fordringerne på statustidspunktet og med udgangspunkt i en vurdering af de konkret foreliggende omstændigheder.
Selskabet skal kunne redegøre for principperne for værdiansættelsen af fordringerne, herunder kunne redegøre for de elementer, der er lagt vægt på ved værdiansættelsen.
Debitors manglende betalingsevne er udgangspunktet
Landsskatteretten har for ganske nylig offentliggjort en afgørelse om en lidt speciel problemstilling i forhold til muligheden for skattemæssig nedskrivning.
Sagen handlede om en entreprenørvirksomhed, som for årene 2014 og 2015 - med skattemæssig virkning - havde hensat henholdsvis 10 mio. kr. og 5 mio. kr. til tab på et tilgodehavende hos en kommune for ombygning af et tidligere vandværk til en ny daginstitution. Nedskrivningen var sket med henvisning til en tvist med kommunen om betaling for ekstraarbejder samt om betaling af dagbøder mv.
Skattestyrelsen havde nægtet fradrag for hensættelserne med den begrundelse, at forholdene knyttede sig til igangværende arbejder og ikke til tab på debitorer. Denne afgørelse blev stadfæstet af Landsskatteretten, der bemærkede, at skattemæssig nedskrivning (kun) kan ske, når en fordring på grund af debitors manglende betalingsevne ikke kan forventes inddrevet. Dette var ikke tilfældet her, hvor det var manglende betalingsvilje, der var årsagen til, at kommunen ikke havde betalt det omtvistede beløb.
Ovenstående artikel er hentet fra Depechen, der er vores elektroniske nyhedsbrev om skat, moms og regnskab. Depechen udsendes hver anden onsdag og er ganske gratis. Tilmeld dig her.
Tilmeld dig vores nyhedsbreve og få alle BDO nyheder og indsigter i din indbakke
Please fill out the following form to access the download.