Økonomien i flere virksomheder er i øjeblikket udfordret ikke bare af coronakrisen, men også af renteswap-aftaler, der er indgået for år tilbage og som på grund af renteudviklingen nu har fået en kæmpe betydning.
En renteswap er et afledt finansielt instrument, som typisk bruges til at sikre en virksomhed en fast rente på et lån med variabel rente. Stiger renten på lånet, slipper virksomheden qua renteswappen for at betale den højere rente, men falder renten, skal virksomheden stadig betale den (faste) rente, som er aftalt i swapaftalen.
Dagbladet Børsen har i en nylig artikelserie sat fokus på det faktum, at en del mindre virksomheder i øjeblikket er stærkt udfordret, fordi de for år tilbage har indgået en renteswap, der som følge af de senere års store rentefald nu tynger deres økonomi i voldsom grad. Primært fordi dagsværdien af renteswappen belaster egenkapitalen og mange steder gør denne negativ. Dette forhindrer ofte disse virksomheder i at optage nye lån.
Hertil kommer, at virksomhederne ikke har fået glæde af rentefaldet, men tværtimod som følge af renteswappen betaler en rente for deres lån, der ligger markant over markedsrenten. Det er i denne forbindelse næppe en trøst for ret mange, at de faktisk ville have haft betydelig fordel af deres renteswap, hvis renten var gået op i stedet for ned. Mange glemmer også, at den lave rente i mange tilfælde har haft en positiv effekt på dagsværdien af den ejendom, som lånet finansierer.
Regnskabsreglerne
En renteswap, der bytter en variabel rente ud med en fast rente – og som opfylder betingelserne for effektiv sikring – er rent regnskabsmæssigt at betragte som et afledt finansielt instrument, der har til formål at sikre de fremtidige pengestrømme.
En sådan renteswap skal indregnes og måles i balancen, og den første indregning skal ske til kostpris, der som oftest vil være 0 kr. På alle efterfølgende balancetidspunkter skal swappen måles til dagsværdi. Det vil groft sagt sige til nutidsværdien af de fremtidige betalinger på denne opgjort efter forholdene på statustidspunktet. Er renten steget til over det aftalte niveau, vil swappen udgøre et aktiv. Er renten derimod faldet, vil værdien være negativ og dermed udgøre et passiv (en gæld).
For en renteswap med negativ værdi skal denne i balancen opdeles i en kortfristet og en langfristet del. Er swappen knyttet til et realkreditlån, vil hovedparten af den negative værdi normalt skulle præsenteres som langfristet gæld. Er beløbet væsentligt, bør det præsenteres som en særskilt post i balancen – ellers kan det indgå under anden gæld, som jo både findes under kort- og langfristet gæld.
Dagsværdireguleringen af en sådan renteswap skal ske over egenkapitalen, mens de løbende betalinger på denne skal føres over resultatopgørelsen, sådan at periodens renteomkostning svarer til den faste rente i swappen.
Oplysninger i regnskabet
For afledte finansielle instrumenter, der måles til dagsværdi, kræver årsregnskabsloven en noteoplysning om omfanget og karakteren af instrumenterne, herunder om betingelser, som kan få betydning for beløbet, tidspunktet og sikkerheden i pengestrømmene. For renteswaps vil det bl.a. være naturligt at oplyse størrelsen af den faste rente, som via kontrakten er aftalt for et bestemt lån. Hvis virksomhedens anvendelse af en renteswap har væsentlig betydning for regnskabet, skal der også foretages en beskrivelse af denne i ledelsesberetningen.
Ovenstående artikel er hentet fra Depechen, der er vores elektroniske nyhedsbrev om skat, moms og regnskab. Depechen udsendes hver anden onsdag og er ganske gratis. Tilmeld dig her.
Tilmeld dig vores nyhedsbreve og få alle BDO nyheder og indsigter i din indbakke
Please fill out the following form to access the download.