Reglerne om fradrag for udgifter til ombygning eller forbedring af afskrivningsberettigede bygninger er ganske favorable. Især, hvis arbejderne forskydes tidsmæssigt fra almindelige vedligeholdelsesarbejder.
Normalt kan udgifter til ombygning eller forbedring af afskrivningsberettigede bygninger ikke fradrages ved indkomstopgørelsen. Det kan kun udgifter til vedligeholdelse. Det vil sige udgifter til istandsættelsesarbejder, der holder bygningen i samme stand, som den var ved overtagelsen.
Der findes imidlertid en undtagelse. Den del af årets udgifter til ombygning eller forbedring, som ikke overstiger 5 % af afskrivningsgrundlaget, kan således uden videre fradrages, selvom udgifterne i princippet burde tillægges afskrivningsgrundlaget.
Det er en særdeles gunstig regel af to årsager. For det første fordi den altså giver fradrag for udgifter, som ellers skulle afskrives over en lang årrække. For det andet – og det er det bedste – fordi de fratrukne udgifter ikke skal indgå ved opgørelsen af genvundne afskrivninger den dag, hvor ejendommen sælges.
En optimal udnyttelse af reglerne kræver en vis planlægning. Udgifter til almindelig vedligeholdelse modregnes nemlig forlods i det maksimale straksfradrag. Der kan således kun foretages straksfradrag for den del af ombygnings- eller forbedringsudgifter, som kan holdes inden for rammen på de 5 % og som overstiger årets vedligeholdelsesudgifter. Sagt med andre ord, så kan det betale sig at planlægge ombygning og forbedring til år, hvor der ikke foretages almindelig vedligeholdelse og omvendt.
Hver bygning for sig
Beregningsgrundlaget for det maksimale straksfradrag er alene afskrivningsgrundlaget for den bygning, der ombygges eller forbedres. Det giver nogle gange udfordringer at afgøre, hvornår der er tale om én eller flere bygninger.
Landsskatteretten har for nylig offentliggjort en afgørelse om denne problemstilling. Sagen handlede om en landmand, som havde foretaget en større ombygning af sine svinestalde. Han havde i den forbindelse anset samtlige stalde for at udgøre én bygning, blandt andet fordi de var forbundet med mellemgange.
Heri var Landsskatteretten ikke enig. Retten fastslog, at hverken det forhold, at sammenbygningen tjente et driftsmæssigt formål, eller at den var udtryk for, hvad der finansieringsmæssigt og bygningsteknisk var muligt, kunne tillægges nogen betydning. Afgørende var (og er) alene, om den enkelte bygning kan fungere selvstændigt.
Ovenstående artikel er hentet fra Depechen, der er vores elektroniske nyhedsbrev om skat, moms og regnskab. Depechen udsendes hver anden onsdag og er ganske gratis. Tilmeld dig her.
Tilmeld dig vores nyhedsbreve og få alle BDO nyheder og indsigter i din indbakke
Please fill out the following form to access the download.