En bruttolønsordning svarer til at få fradrag i den personlige indkomst for en ellers privat udgift, som dermed til dels betales af skatten. Det er voldsomt interessant for mange, men kræver, at arbejdsgiveren spiller med.
Når en virksomhed betaler en uddannelse for en medarbejder, har virksomheden fradrag for udgiften, men medarbejderen beskattes ikke af godet. Det er et lovbestemt skattefrit personalegode.
Men hvad gør du, hvis du gerne vil tage en uddannelse – fx en MBA – som firmaet ikke vil betale? I så fald kan du overveje en bruttolønsordning. Det betyder, at du tilbyder din arbejdsgiver at gå ned i løn med et beløb svarende til uddannelsesudgiften, så arbejdsgiveren holdes skadesløs. Det er en god forretning.
Koster uddannelsen 250.000 kr., skal du som topskattebetaler tjene 575.000 kr. for at kunne betale regningen. Laver du en bruttolønsfinansiering, kommer uddannelsen til at koste dig under 110.000 kr. Det skal du trods alt kun tjene 250.000 kr. for at kunne betale.
Bruttolønsordninger er ikke kun forbeholdt uddannelsesudgifter, men kan også etableres i forhold til fx pendlerkort, smartphones og internet i din privatbolig. Se mere om mulighederne – og betingelserne – i denne artikel fra vores Viden-Om-serie. At der fortsat er stor interesse for bruttolønsordninger, vidner ikke bare jævnlige annoncer fra forhandlere af fx mobiltelefoner, men også en nylig afgørelse fra Skatterådet om.
Advokaten, der ønskede sig en masteruddannelse
Sagen handlede om en advokatfuldmægtig, der nærmede sig afslutningen af sin fuldmægtigtid, og som – når den tid kom – ønskede at tage til et andet EU-land for at tage en masteruddannelse i jura (LL.M).
Uddannelsen ville tage en periode på 12 måneder, hvorunder advokaten ville få orlov uden løn fra sin arbejdsplads, og koste omkring 200.000 kr., hvilket beløb arbejdsgiveren imidlertid ikke umiddelbart ville bekoste. Parterne havde derfor aftalt, at advokatens løn i de sidste syv måneder op til studiestarten skulle nedsættes med 30.000 kr. om måneden, hvorefter arbejdsgiveren ville betale uddannelsesudgifterne af disse midler.
Skatterådet blåstemplede aftalen og bekræftede, at advokaten ikke skulle betale skat af den del af lønnen, som arbejdsgiveren anvendte til betaling af uddannelsen. Rådet bemærkede dog, at ordningen ikke måtte få karakter af en egentlig opsparing. Skulle de faktiske uddannelsesudgifter således vise sig at blive mindre end den samlede lønnedgang, måtte differencebeløbet derfor ikke anvendes til dækning af andre udgifter. Lønnedgangsperioden på de syv måneder beroede angiveligt på de konkrete forhold. Normalt skal nedgangen fordeles over en hel lønperiode – typisk et år.
Ovenstående artikel er hentet fra Depechen, der er vores elektroniske nyhedsbrev om skat, moms og regnskab. Depechen udsendes hver anden onsdag og er ganske gratis. Tilmeld dig her.
Tilmeld dig vores nyhedsbreve og få alle BDO nyheder og indsigter i din indbakke
Please fill out the following form to access the download.