Når indre værdis metode anvendes til indregning og måling af kapitalandele i en associeret virksomhed eller en dattervirksomhed, er det ikke uden betydning, hvorledes en eventuel merpris fordeles ved købet.
Selvom indre værdis metode ofte fører til langt flere regnskabsmæssige udfordringer end kostprismetoden, så anvendes indre værdis metode ikke desto mindre i måske op mod 90 % af alle tilfælde. Formentlig ud fra en opfattelse af, at det giver et mere præcist indtryk af den samlede egenkapital for koncernen i modervirksomhedens regnskab.
En af de regnskabsmæssige udfordringer ved indre værdis metode opstår allerede ved købet af kapitalandelen, når købsprisen overstiger andelens regnskabsmæssige indre værdi, hvilket den ofte gør. I så fald skal der nemlig tages stilling til, hvad den betalte merpris reelt er betaling for. Fordi der efterfølgende skal foretages regnskabsmæssige afskrivninger på merværdien, i det omfang denne kan henføres til aktiver, der undergår en løbende værdiforringelse.
Fordelingen af merværdien sker udelukkende af hensyn til den efterfølgende regnskabsmæssige afskrivning på disse. I balancen skal det hele således præsenteres som en værdi af den købte kapitalandel.
I praksis vil mange måske nok umiddelbart være tilbøjelige til uden videre at anse merværdien for i sin helhed at være betaling for goodwill. Dette kan meget vel være rigtigt, men der bør dog foretages en nærmere vurdering af de enkelte aktiver i dattervirksomheden, da en fordeling også på andre aktiver kan få stor regnskabsmæssig betydning efterfølgende.
Eksempel
Det forudsættes, at der er købt en kapitalandel for et beløb, der overstiger andelens regnskabsmæssige indre værdi med 10 mio. kr. I alternativ 1 henføres hele merværdien til goodwill, mens den i alternativ 2 fordeles mellem goodwill, ejendomme og driftsmidler i forholdet 50, 40 og 10.
Eksemplet illustrer, at der med de valgte forudsætninger er over en halv million kr. i umiddelbar forskel mellem de årlige regnskabsmæssige afskrivninger, som skal modregnes i den resultatandel, der skal indgå i modervirksomhedens regnskab.
Det er i eksemplet forudsat, at goodwill afskrives over 6 år, ejendomme over 40 år, og driftsmidler over 10 år. Det vil naturligvis være individuelt fra virksomhed til virksomhed, hvilken afskrivningsperiode, der vil være mest rigtig at anvende. For nemheds skyld er der i eksemplet bortset fra scrapværdier.
Den regnskabsmæssige behandling af merværdien i modervirksomhedens regnskab påvirker ikke regnskabet for dattervirksomheden eller den associerede virksomhed. De identificerede merværdier skal således ikke indregnes i årsregnskabet for dette.
Ovenstående artikel er hentet fra Depechen, der er vores elektroniske nyhedsbrev om skat, moms og regnskab. Depechen udsendes hver anden onsdag og er ganske gratis. Tilmeld dig her.