BDO hjælper Ernæringsenheden på Herlev og Gentofte Hospital med landets første ESG-rapport blandt offentlige køkkener
Ernæringsenheden, som er organiseret under Service og Logistik på Herlev og Gentofte Hospital, har i samarbejde med BDO udgivet deres første ESG-rapport. En rapport, der vidner om, at der er store potentialer forbundet med at bruge ESG som rapporterings- og udviklingsramme i de store offentlige køkkener.
Gennem de seneste 5-10 år har mange af de store offentlige køkkener i Danmark arbejdet ambitiøst med den miljø- og klimamæssige dagsorden med økologisk omlægning, reducering af madspild samt en forøgelse af mere klimavenlige fødevarer som grøntsager, bælgfrugter og bønner. Men køkkenerne har ikke haft fokus på de sociale og ledelsesmæssige forhold i relation til at måle og dokumentere på disse områder samt at opstille mål om udvikling og forbedring.
I modsætning til det private, er der nemlig ikke krav til, at hospitaler og andre offentlige institutioner skal udarbejde en ESG-rapport, der netop dokumenterer deres indsatser inden for både miljø, sociale forhold og ledelse.
Det kan dog være et vigtigt redskab til at danne et overblik over bæredygtighedspotentialet. Det er Ernæringsenheden på Herlev og Gentofte Hospitals ESG-rapport et tydeligt eksempel på.
”ESG-arbejdet i Ernæringsenheden på Herlev og Gentofte Hospital har vist, at ESG som ramme for rapportering og udvikling er et værdifuldt værktøj til at udvide fokus på bæredygtighed. Det gør det muligt at konkretisere målepunkter og målrette indsatsen mod specifikke forbedringer og udviklinger, som køkkenet og organisationen stræber efter,” fortæller Mette Toftegaard Rasmussen, ESG-Director hos BDO.
ESG-rapporten som et strategisk - og ledelsesmæssigt værktøj
Hos Ernæringsenheden på Herlev og Gentofte Hospital har man længe arbejdet med bæredygtighed, hvilket bl.a. har medført en reduktion af CO2-udledningen på mere end 25 procent. For Marianne Lange, Enhedschef i Ernæringsenheden, var udarbejdelsen af en ESG-rapport et naturligt, næste skridt i arbejdet med bæredygtighed på et strategiske plan.”Arbejdet med ESG-rapporten har betydet en væsentlig styrkelse af vores strategi og bevidsthed i ledelsesgruppen. Ved at systematisere vores tilgang til dataindsamling og rapportering har vi fået en bedre forståelse af, hvordan vores aktiviteter påvirker både miljøet og samfundet. Det har skabt en fælles bevidsthed om vores mål og ambitioner, hvilket har været afgørende for vores strategiske beslutningstagning,” fortæller hun og tilføjer:
”Vi ser ESG-rapporten som et centralt ledelsesværktøj, der muliggør en målrettet styring. Den giver os mulighed for at vurdere effekten af vores initiativer, sætte klare succeskriterier og følge op på vores fremskridt. Det er ikke blot et dokument, men en dynamisk proces, der hjælper os med at navigere i vores bæredygtighedsstrategi”.
I samarbejde med rådgivnings- og revisionsvirksomheden BDO har Ernæringsenheden på Herlev og Gentofte Hospital redegjort for deres bæredygtighedsindsatser – og som den første offentlige organisation i Danmark har de udgivet deres ESG-rapport, som giver mulighed for målrettet arbejde mod deres målsætninger, og samtidig et transparent indblik i deres arbejde med bæredygtighed.
”Des mere transparente og kommunikationslystne, vi kan være, des mere kan vi i fællesskab dyrke netværk og fælles sprog, der kan gavne en fælles bæredygtig bevægelse i branchen, hvor vi kan generere tipping points i de offentlige køkkener. Herigennem kan vi opnå fremtidige mål og løfte det offentlige ansvar i en grøn og bæredygtig omstilling,” fortæller Jens Ginnerup, Analyse- og bæredygtighedsleder hos Ernæringsenheden på Herlev og Gentofte Hospital.
Stort potentiale i arbejdet med ESG
Hos BDO ser vi et stort potentiale i, at de offentlige køkkener arbejder med ESG-rapportering, da det kan understøtte viden og erfaringsdeling på tværs af køkkenerne ud fra en mere ensrettet ramme. Det kan kvalificere dialogen på tværs, og derved gavne branchens udvikling.En af styrkerne ved ESG-rapportering er også, at det giver mulighed for at synliggøre de offentlige køkkeners værdier og strategier – noget, der traditionelt har fyldt mere i det private erhvervsliv. Med ESG-rapporteringen styrkes dialogen om bæredygtighed internt såvel som eksternt hos de offentlige køkkener, hvilket bidrager til et stærkere billede af forretningens selvforståelse, samt hvad der påvirker den – men også hvilken påvirkning den har på mennesker, miljø og omgivelser.
”Der er mange dygtige fagfolk og ambitiøse strategier i offentlige køkkener, men det bliver sjældent kommunikeret klart. Ved at arbejde med ESG-rapportering styrkes mulighederne for deling af viden og erfaring, som tilsammen vil bidrage til at skabe en ensartet ESG-ramme, som de offentlige køkkener kan arbejde ud fra,” siger Mette Toftegaard Rasmussen.