Reglerne om international sambeskatning medfører, at danske selskaber kan vælge at medregne resultatet af udenlandske koncernselskaber, faste driftssteder og faste ejendomme opgjort efter danske skatteregler i den danske sambeskatningsindkomst.
Reglerne om international sambeskatning indebærer bl.a., at underskud i udenlandske koncernforbundne selskaber mv. kan fratrækkes i den danske skattepligtige indkomst, og der gives mulighed for danske selskaber for at opnå lempelse for udenlandske skatter betalt af de koncernforbundne selskaber.
Globalpuljeprincippet
International sambeskatning er en udvidelse af den nationale sambeskatning og omfatter tillige alle koncernforbundne udenlandske selskaber, faste driftssted og faste ejendomme. I henhold til det såkaldte globalpuljeprincip er det således samtlige koncernforbundne udenlandske selskaber mv., der omfattes af sambeskatningen.
Opgørelse af sambeskatningsindkomsten
Der skal for hvert af selskaberne, der indgår i den internationale sambeskatning, udarbejdes en dansk indkomstopgørelse opgjort efter danske skatteregler. Den skattepligtige indkomst puljes og udgør den samlede sambeskatningsindkomst. Den skat, som de udenlandske selskaber betaler i det land, hvor selskabet er hjemmehørende, fradrages helt eller delvist i den danske skat.
Udenlandske underskud, som fratrækkes i dansk indkomst, skal omregnes til en skatteværdi og føres på en såkaldt genbeskatningssaldo. Hvis der i et efterfølgende indkomstår er overskud af aktiviteten i udlandet, beskattes dette overskud i Danmark, og genbeskatningssaldoen reduceres med skatteværdien heraf. Genbeskatningssaldoen skal indregnes som en separat udskudt skatteforpligtelse i administrationsselskabets årsregnskab. Administrationsselskabet er det øverste moderselskab, der deltager i sambeskatningen.