En lille gruppe på under 50.000 virksomheder skal i løbet af årets tre første måneder skaffe likviditet til betaling af moms for to hele år. Det bliver givetvis en svær opgave for en del af dem.
Skattestyrelsen har godkendt rentefrie lån for i alt 36,1 mia. kr. under coronakrisen. Af dette meget store beløb forfalder de 31,5 mia. kr. til betaling i 2022 i nedenstående rækkefølge:
Lånenes fordeling
Små virksomheder defineres i momsmæssig henseende som virksomheder med en årlig omsætning på ikke over 5 mio. kr. Mellemstore virksomheder omfatter virksomheder med en omsætning på mellem 5 og 50 mio. kr. Virksomheder med en årlig omsætning på over 50 mio. kr. er momsmæssigt store virksomheder. Alle omsætningsbeløb er eksklusive moms. I forhold til A-skat og AM-bidrag sker inddelingen efter andre kriterier. De små virksomheder har dog almindeligvis kun få ansatte, og de står derfor givetvis kun for en lille del af de samlede A-skattelån.
Der er, jf. ovenstående skema, samlet ydet momslån for 22,6 mia. kr. De er ifølge oplysninger fra Skattestyrelsen fordelt på 47.512 virksomheder, som dermed i gennemsnit har lånt ca. 475.000 kr. hver.
Der foreligger ingen oplysninger om, hvor mange af lånene der er ydet til små virksomheder henholdsvis mellemstore virksomheder. Ifølge Skattestyrelsen findes der knap 311.000 små virksomheder og kun ca. 153.000 mellemstore virksomheder. Hvis momslånene fordeler sig forholdsmæssigt ligeligt mellem de to grupper, betyder det, at ca. 32.000 små virksomheder hver gennemsnitligt skylder ca. 210.000 kr., mens ca. 16.000 mellemstore virksomheder gennemsnitligt har momslån for en lille million kr.
Også ordinær moms
Indfrielsen af momslånene er imidlertid ikke disse virksomheders eneste udfordring. Den 1. marts 2022 skal de nemlig betale ordinær moms. De små virksomheder skal således på denne dato indbetale moms af deres omsætning i andet halvår af 2021, mens de mellemstore virksomheder samtidig skal betale moms af deres omsætning i oktober kvartal af 2021.
Samlet set skal ca. 32.000 små virksomheder dermed indenfor 32 dage betale moms med nok omkring 9 mia. kr., mens ca. 16.000 mellemstore virksomheder indenfor samme periode, efter vores skøn, skal betale op mod 19 mia. kr., idet en mindre del af de mellemstore virksomheders momslån først forfalder til november, jf. skemaet ovenfor.
Ovenstående artikel er hentet fra Depechen, der er vores elektroniske nyhedsbrev om skat, moms og regnskab. Depechen udsendes hver anden onsdag og er ganske gratis. Tilmeld dig her.
Tilmeld dig vores nyhedsbreve og få alle BDO nyheder og indsigter i din indbakke
Please fill out the following form to access the download.