Ændrede krav til noterne i årsregnskabet
Ændrede krav til noterne i årsregnskabet
For virksomheder i regnskabsklasse B kan de væsentligste ændringer beskrives således:
Nye noter
- Er der aktiver, som i regnskabet måles til dagsværdi med regulering over resultatopgørelsen – og er der ikke tale om børsnoterede aktier – skal der oplyses om de centrale forudsætninger for opgørelsen af dagsværdien. Det er især relevant for investeringsejendomme, jf. vores artikel i Depechen 2015, nr. 24.
- Sker der opskrivning af anlægsaktiver til dagsværdi med regulering over egenkapitalen, skal der i en note oplyses om den værdi, som aktivet ville have haft, såfremt der ikke var sket opskrivning. Du kan læse mere om konsekvenserne ved opskrivning af anlægsaktiver i vores artikel i Depechen 2016, nr. 9.
- For afledte finansielle instrumenter i form af fx renteswaps, valutaterminsforretninger mv. skal der oplyses om omfang, karakter og væsentlige betingelser for disse.
- Hvis der er sket anvendelse af indre værdis metode ved værdiansættelse af kapitalandele i dattervirksomheder og associerede virksomheder, skal der oplyses om eventuelle goodwillbeløb, der indgår i værdien. Se i øvrigt mere om sådan indregning i vores artikel i Depechen 2016, nr. 6.
- Det gennemsnitlige antal beskæftigede i virksomheden i regnskabsåret skal oplyses.
- For eventuelle tilgodehavender hos medlemmer af selskabets ledelse (direktion og bestyrelse) skal der fremover også oplyses om nedskrivninger på og eftergivelse af sådanne tilgodehavender i regnskabsåret.
- Er der særlige poster i årsregnskabet, skal der noteoplyses herom. Særlige poster er et nyt begreb, der omfatter poster i resultatopgørelsen som fx en større fortjeneste eller tab ved salg af et anlægsaktiv.
Notekrav, der er ophævet
- Der skal ikke længere afgives oplysninger om dattervirksomheder og associerede virksomheder i form af navn, hjemsted, ejerandel mv. Disse oplysninger skal nu kun afgives af virksomheder i regnskabsklasse C.
- Også kravet om oplysninger om virksomhedskapitalen fordelt på klasser skal nu kun afgives af klasse C-virksomheder.
- Der skal heller ikke længere afgives oplysninger om aktionærer, der ejer mere end 5 %, da disse nu fremgår af Det offentlige Ejerregister.
- Der skal ikke længere afgives oplysninger om ændringer i virksomhedskapitalen i de seneste 5 år.
- Kravet om oplysninger om egne kapitalandele er flyttet til ledelsesberetningen og skal derfor ikke længere noteoplyses.