Især virksomheder, der anvender udenlandsk arbejdskraft, bør sikre sig, at der ikke i skattemæssig forstand foreligger et ansættelsesforhold, fordi det ellers kan medføre en skatteregning på op mod 50 % af det udbetalte vederlag.
Skatterådet traf i forrige uge afgørelse om, at de bude, der kører for madudbringningstjenesten Wolt, skal anses for lønmodtagere i skattemæssig henseende. Det sket med den begrundelse, at buddene ikke afholder udgifter i forbindelse med deres arbejde i et omfang, der overstiger, hvad der er normalt i et lønmodtagerforhold, at Wolt har en betydelig instruktionsbeføjelse i forhold til buddene, og at buddenes vederlag udbetales periodisk og minder om akkordløn.
Afgørelsen, der er offentliggjort af techmediet Radar og nok også bliver det på skat.dk, er hverken overraskende eller usædvanlig. Skattestyrelsen rejser jævnligt sager herom, men det sker primært i forhold til virksomheder, der i kortere eller længere tid beskæftiger udlændinge. Det vil sige tilfælde, hvor myndighederne vurderer, at der måske ikke betales korrekt skat til Danmark. Sidste år afsagde Østre Landsret således dom i en sag om udenlandske dykkere, der arbejdede i den danske del af Nordsøen. Landsretten fastslog, at dykkerne skulle anses for lønmodtagere, uagtet at de alle var hyret på en konsulentaftale. Du kan læse mere om dommen i denne artikel.
Konsekvenser for virksomhederne
Når myndighederne gør gældende, at der i skattemæssig henseende foreligger et ansættelsesforhold, har det for virksomheden den umiddelbare konsekvens, at den vil kunne pålægges at indeholde A-skat og AM-bidrag af fremtidige udbetalinger til den pågældende.
Et sådant pålæg kan måske gøre det vanskeligere for virksomheden at hyre arbejdskraften på de hidtidige vilkår, men udgør derudover ikke i sig selv et problem, fordi kildeskatten trækkes af det aftalte vederlag. Meget ofte suppleres pålægget imidlertid af et krav om indbetaling af skat også for tidligere perioder. Det sker med henvisning til, at arbejdsgivere hæfter for ikke-indeholdt kildeskat af udbetalinger til deres ansatte.
Et sådant hæftelseskrav kan være særdeles problematisk, selvom virksomheden ved betaling af kravet automatisk får et regreskrav, som kan gøres gældende overfor den ansatte, fordi denne måske ikke længere er i landet og/eller måske ikke har nogen betalingsevne. Ender virksomheden med at måtte afskrive kravet, vil dette formentlig kunne fradrages ved indkomstopgørelsen med den begrundelse, at der er tale om et løntillæg. Der foreligger dog ingen afgørelser om dette spørgsmål.
Hæftelseskravet
En virksomhed hæfter kun for ikke-indeholdt kildeskat, hvis den har udvist forsømmelighed. Skattestyrelsen gør imidlertid næsten altid gældende, at dette er tilfældet, og synspunktet tiltrædes normalt af domstolene, herunder også af Østre Landsret i den ovenfor omtalte dykkersag.
Den skat, som virksomheden hæfter for, kan ikke overstige indkomstmodtagerens samlede skat af indkomsten og skal derfor i princippet opgøres individuelt. Da den laveste trækprocent normalt ligger omkring 37 %, og der også hæftes for AM-bidrag med 8 %, vil det samlede krav inklusive morarenter dog nemt kunne beløbe sig til noget i retning af halvdelen af det udbetalte vederlag. Kravet kan dog nemt blive højere, hvis virksomheden ikke gør regres overfor de ansatte, fordi regreskravet i så fald også kan anses for løn. Skattemyndighedernes mulighed for at gøre et hæftelseskrav gældende er ikke betinget af, at myndighederne først har forsøgt at inddrive skatten hos medarbejderen.
Ovenstående artikel er hentet fra Depechen, der er vores elektroniske nyhedsbrev om skat, moms og regnskab. Depechen udsendes hver anden onsdag og er ganske gratis. Tilmeld dig her.
Tilmeld dig vores nyhedsbreve og få alle BDO nyheder og indsigter i din indbakke
Please fill out the following form to access the download.