Har man sagt A, må man også sige B. Det er groft sagt Højesterets besked til Skattestyrelsen i en ny kendelse om værdiansættelse af en ejendom ved udlæg fra et dødsbo. Kendelsen får givetvis betydning i mange andre sager.
Til næste år er det 40 år siden, at Skatteministeriet udsendte et cirkulære, som bestemmer, at ejendomme ved handler indenfor familien og ved arveudlæg altid kan værdiansættes inden for +/- 15 % af den seneste offentlige vurdering, hvis ikke der foreligger særlige omstændigheder. En regel, der i det senere år har givet anledning til ganske mange skattesager på grund af berostillelsen af de offentlige vurderinger.
Den konkrete sag angik dødsboet efter en kvinde, der i lige sameje med sin søster havde ejet en udlejningsejendom i København. Ejendommen var ved den seneste offentlige vurdering værdiansat til 22,7 mio. kr. og var i boopgørelsen i overensstemmelse med 1982-cirkulæret optaget til 85 % af denne værdi, det vil sige til 9.647.500 kr. for halvdelen.
Skattestyrelsen mente, at ejendommens værdi burde fastsættes ved syn og skøn, da det i styrelsens optik var åbenbart, at der forelå særlige omstændigheder. Styrelsen henviste blandt andet til, at der i samme område var solgt fire ejendomme af samme type med gennemsnitlige handelspriser på 165 % af den offentlige vurdering.
Højesteret sagde imidlertid nej. Det skete med den begrundelse, at det gamle cirkulære bygger på en forudsætning om, at det offentlige er nærmest til at bære risikoen, hvis de offentlige vurderinger er for lave. Dette måtte ifølge Højesteret også gælde, selvom de offentlige vurderinger i en årrække ikke er blevet ajourført. Du kan læse dommen her.
Kommentar
Medierne har i deres omtale af kendelsen udelukkende fokuseret på den meget store rabat på værdiansættelsen, som Højesteret tillod, og ikke så meget på begrundelsen for dette, hvilket ellers er det mest interessante.
Kendelsen er i vores øjne en sejr for retssikkerheden på bekostning af millimeterretfærdigheden. Skåret ind til benet handlede sagen nemlig om, hvad der er vigtigst. At man kan støtte ret på det, der står i reglerne, eller om at betale den mest korrekte skat. Højesteret valgte det første, hvilket kalder på den dybeste respekt.
Spørgsmålet er nu, hvilken betydning kendelsen får. Dels i forhold til de ikke så få verserende sager om samme problemstilling. Dels i forhold til fremtiden.
Når det gælder de verserende sager, er det svært at forestille sig, at kendelsen ikke vil få betydning for disse. En af de sager, som Skattestyrelsen har indbragt for domstolene, er en afgørelse fra 2018, hvor Landsskatteretten blåstemplede, at en bedstefar solgte en udlejningsejendom til sine børn og børnebørn for 32,2 mio. kr. – svarende til 85 % af den offentlige vurdering – uagtet at han havde købt ejendommen tre måneder forinden i fri handel for knap 62 mio. kr. Unægtelig en sag, hvor tingene sættes på spidsen. Du kan læse mere om sagen i denne artikel.
Når det gælder fremtiden, kan det næppe udelukkes, at Skattestyrelsen i konsekvens af nederlaget ved Højesteret vil anbefale skatteministeren, at der lovgives på området. I vores øjne vil dette dog være ærgerligt. Dels fordi de aktuelle udfordringer jo automatisk reduceres, når de nye vurderinger kommer. Dels fordi det er godt med firkantede regler, sådan at borgerne – hvis de ønsker at gardere sig mod en skattesag – ikke tvinges til at indhente forhåndsgodkendelse hos skattemyndighederne hver gang en ejendom skal handles inden for familien eller udlægges fra et dødsbo.
Ovenstående artikel er hentet fra Depechen, der er vores elektroniske nyhedsbrev om skat, moms og regnskab. Depechen udsendes hver anden onsdag og er ganske gratis. Tilmeld dig her.
Tilmeld dig vores nyhedsbreve og få alle BDO nyheder og indsigter i din indbakke
Please fill out the following form to access the download.